Overtagelsen af Fuglevangsvej – 1 år efter
Den 1. april 2021 var det 1 år siden Group 3 A/S og Thomas Nortvig overtog bygningen på Fuglevangsvej 47. Derefter fulgte en længere periode med planlægning, projektering, indgåelse af aftaler med kommende lejere og renovering. I dag står bygningen stort set færdig og samtlige lejere har undervejs i processen fået mulighed for at komme med deres ønsker til, hvordan lejemålet bedst blev tilpasset dem. Det betyder også, at vi i dag står med tre meget tilfredse lejere i SMASH Padelcenter, Grafisk Forum og Horsens Legeland. Læs deres fortællinger om renoveringen herunder.
SMASH Padelcenter
Hos SMASH Padelcenter står man klar til at åbne et helt nyt og vanvittigt lækkert padelcenter på Fuglevangsvej 47A. Asger Ravn fortæller om processen, at det var helt ideelt for den nyopstartede forretning at kunne underskrive lejekontrakten på lokalerne allerede inden renoveringen begyndte. Det betød nemlig, at alt er blevet istandsat efter lejernes ønsker. Mens Thomas Nortvig har taget sig af selve renoveringen; tidsplan, styring af håndværkere m.m. og samtidig er kommet med forslag til forbedringer af renoveringen, så har teamet bag SMASH fået lige det, de har peget på. ”Group 3 A/S og Thomas Nortvig har virkelig ydet en ekstra indsats for at sørge for, at centeret blev lækkert, fordi han går så højt op i detaljerne. Det kommer virkelig os som lejere til gode”, fortæller Asger Ravn.
Læs mere om, hvad selve renoveringen har bestået af her.
Grafisk Forum
For Grafisk Forum kom Group 3 A/S’ overtagelse af ejendommen på Fuglevangsvej 47 den 1. april 2020 meget belejligt. Deres nuværende lejemål hos Schur Pack Denmark (der selv havde brug for pladsen) blev nemlig opsagt og Carsten Thyssen og teamet stod derfor foran en flytning. På denne måde kunne de efter endt renovering nøjes med at rykke lidt længere ned ad gaden i nye, lækre lokaler. ”Samarbejdet er bare gået rigtig fint og Thomas (Nortvig) har arbejdet så hurtigt han kunne med renoveringen af lejemålet, så vi kunne komme i mål med flytningen af både produktion og administration”, siger Carsten Thyssen.
Du kan se mere om renoveringen her.
Horsens Legeland
Da Horsens Legeland i marts 2020 søgte nye ejere, sprang Rikke og Torben Kækel til og overtog en del af inventaret. Herefter gik jagten ind på nye lokaler, som heldigvis også befandt sig inden for rækkevidde af det gamle Horsens Legeland. Ejeren af Fuglevangsvej 47, Thomas Nortvig og Group 3 A/S, var nemlig på udkig efter nye lejere og dermed var grobunden lagt for et godt samarbejde.
Den rå betonhal på 2000 m2 blev lavet til et legeland med plads til 500 personer. ”Ved et stort og positivt samarbejde mellem Thomas Nortvig og os, kom vi frem til dette supergode lejemål, hvor vi i dag har et indendørs legeland, som byder på forskellige aktiviteter for hele familien”, siger Torben Kækel. Derudover vil de fantastiske lokaler også blive brugt til firmaarrangementer, foredrag med spisning og måske også til mindre koncerter for børn og voksne. Lejerne har allerede overtaget lejemålet og Horsens Legeland er klar til at byde børn og voksne velkommen, så snart samfundet igen bliver åbnet op.
Se her, hvad renoveringen har bestået af.
Foruden de tre lejemål består den nyrenoverede bygning af A/S Nortvigs administration, værksted og elementproduktion. Renoveringen af administrationen kan du se mere om her.