Forlængelse af sponsorat med Horsens Sejlklub
Til stor glæde for begge parter har vi netop forlænget sponsoratet af Horsens Sejlklub.
Vi ønsker fortsat at støtte op om det lokale foreningsliv og har derfor forlænget vores sponsorat med Horsens Sejlklub.
Thomas Nortvig fortæller her om samarbejdet med Horsens Sejlklub:
"Jeg er jo nærmest selv vokset op i Horsens Sejlklub og har haft mange store oplevelser i klubben, da vi kom rundt i store dele af verden ved deltagelse i div. mesterskaber. I en årrække var jeg mere på havnene end derhjemme.
At lære at sejle samt at lære at præstere når det gælder har udviklet mig både som person, men det har også givet mig en ballast, jeg har kunnet bruge til meget ift. det at starte og drive et firma. Uanset om det gælder sportslige præstationer eller mit selvstændige virke som tømrer, så ved jeg, hvor vigtigt det er at yde en god indsats hver dag. Ikke bare en gang imellem. Det er noget af det, som jeg har taget med mig fra sejlsporten. Og det forsøger jeg stadig at leve efter og op til.
Derudover kommer naturligvis det kammeratskab og sammenhold, man får med sig gennem sporten. Det er bare noget helt særligt. Nogle af de bedste venner jeg har nu, er alle folk jeg har mødt i Horsens Sejlklub, dengang jeg brugte allermest tid på træningen. Og det til trods for at jeg stoppede som aktiv sejler for 20 år siden.
De oplevelser, erfaringer og venskaber vil jeg gerne hjælpe andre til at få. Derfor er det også helt naturligt for mig at fortsætte med at sponsorere Horsens Sejlklub".